Rektors dimissionstale

Dimissionstale 2026

Kære studenter. Se lige ud over denne sal. Så mange hvide huer. Det er et bjergtagende og bevægende syn. Lige nu ligner I en blanding af en fredelig demonstration, en synkroniseret sekt og en flok mennesker, der har indgået en kollektiv pagt om ikke at sove de næste syv døgn. Om tre dage ligner I sandsynligvis statister fra The Walking Dead, men lige nu shiner I totalt.

I har klaret den. Ugerne med ligninger, 90’er-lyrik og nervepirrende voteringer er forbi. I har svedt over eksamensbordene, jeres lærere over besvarelserne, og jeres forældre over jeres akutte eksistenskriser. Men nu er tågen lettet. Friheden kalder.

Når jeg kigger på jer, slår det mig, at hver årgang har sin egen sjæl. Men jeres årgang har fået et helt særligt mærkat klistret i panden af de voksne i foråret. Pressen har haft usædvanligt travlt med at diagnosticere jer. De kalder jer for ”Årgang AI”.

Overskrifterne har ikke været blide. De bekymrer sig: Kan de overhovedet tænke selv? Er den hvide hue i virkeligheden opnået af en serverpark i Californien? De taler om jer, som om I er den første generation af cyborgs i det danske uddannelsessystem. Det rejser det helt store spørgsmål, inden vi slipper jer løs på studentervognene: Hvad vil det overhovedet sige at være menneske i dag – i en tid, hvor maskinerne har fået ordet?

Da Sokrates fik teknologi-panik

Lad os starte med at berolige pressen og jeres bedsteforældre. Troen på og frygten for, at den nyeste teknologi vil ødelægge de unges hjerner, er absolut ikke ny. Faktisk er det en af de mest sejlivede traditioner, vi har. Hver gang menneskeheden tager et teknologisk kvantespring, rammes de ældre generationer af en akut, kollektiv panik.

Hvis vi rejser 2400 år tilbage til det antikke Grækenland, finder vi filosoffen Sokrates. Ham er der måske nogen af jer, som har fremvist ekspertviden om her i eksamensperioden? Han var en indædt modstander af en helt særlig, ny og farlig teknologi, som han mente truede de unges dannelse og moral: skrivekunsten.

Sokrates mente i fuldt alvor, at hvis man begyndte at skrive ting ned frem for at huske dem, ville det skabe massiv glemsomhed. Han argumenterede for, at de unge ville få ”tilsyneladende visdom” i stedet for ”sand visdom”. Forestil jer Sokrates stå på torvet i Athen og råbe: “Læg nu det pergament væk, og brug jeres hjerne! I bliver jo fuldstændig afhængige af det blæk!”

I 1400-tallet mødte Gutenbergs bogtrykkerpresse præcis samme modstand. Munkene mente, at masseproducerede bøger ville føre til intellektuelt forfald. Bogen var kort sagt 1400-tallets svar på TikTok – en farlig tidsrøver.

Hver gang vi har fundet et værktøj, der kunne huske eller tænke for os, har vi spurgt: ”Hvad skal vi så bruge mennesket til?” Sandheden er måske, at pressen blot genudsender en 2400 år gammel bekymring med et nyt filter.

Giganterne af egen avl: Det analoge mandsmod og kvindesind

Men pressen glemmer, hvem I er, og hvilke gange I har trådt jeres sko på. I bærer arven fra en af landets mest traditionsrige skoler. Gennem århundreder har Vestre Borgerdyd som vi hed først og siden Københavns åbne Gymnasium uddannet mennesker, der har formet Danmark – ikke med algoritmer, men med rå, uforudsigelig menneskelig vilje. Eksempler på det er:

• Carl Jacobsen (student 1861): Han spurgte ikke en kunstig intelligens om opskriften på den perfekte pilsner, og han bad ikke en billedgenerator om at tegne Glyptoteket. Han drak øl, begik store fejl, røg i gigantiske skænderier med sin far og skabte noget unikt. Det var passion, ikke dataoptimering.
• Nielsine Nielsen (1870’erne): Landets allerførste kvindelige læge og akademiker. Hun mødte et system, der var koldere og mere lukket end Lectio nede på en mandag morgen. Hun havde intet tastatur, intet internet. Hun havde kun sit eget mod og sit uovertrufne intellekt.
• Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen (1940’erne og 50’erne): Prøv at forestille jer Rifbjerg bede en chatbot skrive en dannelsesroman om teenagehormoner og vildskab på Amager. Hvis han havde gjort det, havde Den kroniske uskyld nok heddet Den algoritmiske ligegyldighed. Romanen blev et mesterværk, fordi Rifbjerg skrev med sine egne, flossede nerver. Villy Sørensen skrev sine historier med en dyb, menneskelig ironi, som ingen computer nogensinde vil kunne ramme uden at kortslutte bundkortet.
• Michael Strunge (student 1978): 80’er-poeten over dem alle mindede os om, at vi er ”væbnet med vinger”. En algoritme fatter ikke den intense, desperate livshunger, der fik Strunge til at skrive. Han ville have hadet en maskine, der prøvede at føle for ham. Han ville have smadret computeren og skrevet sine digte med læbestift på ruden i stedet. Eller på indersiden af en bog om Cubakrisen som det billede som normalt hænger på mit kontor, hvor han forfattede et originaldigt, fordi han kedede sig i en historietime.

Disse mennesker var besværlige, kantede, geniale og dybdegående uforudsigelige. De var alt det, en algoritme forhåbentlig aldrig kan blive.

Descartes vs. desperate søndag nat-prompts

Men lad os alligevel kigge på jeres virkelighed. I det 17. århundrede formulerede Descartes princippet: “Cogito, ergo sum” – ”Jeg tænker, derfor er jeg”. For Descartes var logisk tænkning det ultimative bevis på vores eksistens. Men hvis ren, logisk informationsbehandling definerer os, må vi indrømme, at en serverpark lige nu er betydeligt mere i live, end vi er i denne sal.

Lad os være helt ærlige, nu hvor karaktererne er givet, og censor er rejst hjem: Hvor mange af jer har brugt AI til lige at ”få inspiration” til en indledning? Eller til at omformulere et knudret afsnit klokken 23.45 søndag nat, hvor deadline var midnat?

Jeg kan se på jeres ansigter, at sandheden ligger tæt på ”hver evig eneste uge”. Og jeg forstår det godt. Genveje er fristende. Men I har nok også opdaget, at kunstig intelligens i sin natur er dybt kedelig. Den er designet til aldrig at fornærme nogen, være næsten slesk rygklappende og aldrig at skille sig ud. Den beregner det statistisk mest sandsynlige næste ord baseret på gennemsnittet af internettet. Den leverer den absolutte middelmådighed – den digitale version af en leverpostejmad uden agurk. Den begår ikke geniale fejl; den opfinder bare kilder, som ikke findes, for at lukke opgaven, hvis der er en opgave, der skal lukkes.

Det smukke, fejlbarlige menneske

Det, der gør jer til mennesker, er netop jeres evne til at være uforudsigelige. Det er jeres ret til at kløjes i det, jeres ret til at træffe ulogiske beslutninger og jeres evne til at være fantastisk uperfekte.

Søren Kierkegaard talte om angst som ”Frihedens Svimmelhed”. Når man kigger ned i afgrunden af sine egne muligheder og skal vælge sin vej uden at kende resultatet på forhånd, bliver man svimmel.

Hvis I spørger en AI: ”Hvad skal jeg gøre med mit liv efter gymnasiet?”, spytter den en risikofri, optimeret liste ud. Men maskinen mærker ikke svimmelheden. Den ligger ikke vågen klokken tre om natten med ondt i maven over, om den nu skuffer sine forældre, eller rammes af FOMO over en fredagsfest. Det er i den tvivl, at jeres karakter bliver støbt.

Kierkegaard sagde også: ”At vove er at tabe fodfæste for een kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv.” En algoritme vover aldrig noget. Det gør I, og I kommer til at snuble. I kommer til at vælge den forkerte uddannelse, den forkerte kæreste og den forkerte karrierevej. Og gudskelov for det. For det er i omvejene og i de uventede tab af fodfæste, at det rigtige liv findes. Jeres personlige historie skrives i fejl – ikke i en fejlfri kode.

Hvad algoritmen aldrig kommer til at fatte

Kunstig intelligens kan skrive et teknisk fejlfrit digt om kærlighed, men den kan ikke have hjertebanken. Den kan analysere klimadata, men den kan ikke føle indignation, vrede eller håb. Den kan ikke mærke den befriende forløsning, det er at synge med på ”I Danmark er jeg født” eller K-Pop Demon Hunters ”Golden” med en promille, der runder de halvanden, mens armene er lagt tungt om skuldrene på en sidekammerat.

AI får ikke tømmermænd i morgen. Den vågner ikke op med en flad smartphone, en uidentificerbar plet på tøjet, en halvspist shawarma i sengen og en dyb overbevisning om, at den aldrig skal røre alkohol igen. Den ved ikke, hvordan lunken papvin smager på ladet af en lastbil i silende regnvejr eller i bragende solskin. Vi er ikke data, der skal optimeres. Vi er historier, der skal leves i den fysiske, analoge og til tider ret beskidte verden.

Da Immanuel Kant skulle opsummere oplysningstiden, brugte han de berømte ord: “Sapere aude” – ”Hav mod til at være vis”.

I dag, i 2026, vil jeg opdatere Kants opfordring: Hav mod til at være vise, til at bruge jeres egen forstand, jeres eget hjerte og jeres egen mavefornemmelse – især når teknologien tilbyder en glat og friktionsfri genvej. Lad ikke algoritmerne gøre jer dovne på selve livet. Vær rebelske nok til at tænke de skæve, upraktiske og fuldstændig ulogiske tanker.

Ud i historien som fejlbarlige mennesker

Så lad bare pressen kalde jer for ”Årgang AI”. I dag viser I dem, at det mærkat er alt for lille til jer. I er ikke en generation af robotter.

Om lidt skal I ud ad disse døre på KG. I skal op på vognene, I skal dytte, danse og skåle. I skal ud i det virkelige, analoge liv, hvor asfalten er hård, solen varm, og knusene fra jeres venner er ægte.

Brug endelig teknologien. Men glem aldrig, at den vigtigste intelligens i jeres liv altid vil være den, der sidder lige under den hvide hue: Jeres egen evne til at tænke kritisk, føle dybt, fejle stort, grine af jer selv og drage omsorg for hinanden. Det er jeres ÆI – jeres ægte intelligens.

I er ikke datapunkter i Silicon Valleys næste kvartalsregnskab. I er mennesker. I er KG-studenter. I er historiens næste, fuldstændig uforudsigelige kapitel.

Tillykke med jeres studentereksamen, årgang 2026, smukke unge mennesker! Gør historien stolt, vær stolte af jer selv, og pas godt på hinanden derude i den smukke, uperfekte virkelighed.

Og med de ord dimitterer jeg hermed årgang 2026 fra Københavns åbne Gymnasium.