Københavns åbne Gymnasium har fundet sin nye rektor. Det er Nynne Afzelius, der kommer fra en stilling som vicerektor på Gefion Gymnasium.
Bestyrelsesformand for Københavns åbne Gymnasium Martin Vinæs Larsen ser frem til samarbejdet med den nye rektor: ”Vi er meget glade for at kunne ansætte Nynne som rektor på KG. Nynne har en stærk profil, meget ledelseserfaring, et godt kendskab til gymnasiesektoren og et hjerte der brænder for at uddanne gymnasieelever. Derudover har Nynne også stor erfaring med talentudvikling, projektledelse og organisationsudvikling, hvilket gør hende den helt rigtige til at gøre Københavns bedste gymnasium endnu bedre.”
Nynne ser også frem til at komme i gang med jobbet. ”Jeg glæder mig enormt meget til at møde eleverne, lærerne og medarbejderne på gymnasiet. Som rektor håber jeg på, at videreudvikle gymnasiet med udgangspunkt i skolens værdier om mangfoldighed og bæredygtighed.”
Nynne overtager fra Anne Birgitte Rasmussen, der går på pension. Anne Birgitte holder afskedsreception den 20. december kl. 14.