Velkommen til årets skitur, hvor alle uanset niveau er velkomne!
Det gælder altså både dem der har masser af skierfaring og dem som ikke ved, hvilken vej skiene skal vende. Eneste forudsætning er, at du enten går 1g, er 1hf’er med idræt som kreativt fag, eller har idræt på B-niveau
I uge 2 (onsdag 11/01 – mandag 16/01) rejser vi på en frivillig idrætstur til Norge, hvor der er alpint skiløb og snowboard på programmet.
Der vil være undervisning målrettet alle niveauer. I vil hver dag modtage ca. to timers undervisning, og resten af dagen har I til at øve Jer og blive dygtigere skiløbere/snowboardere.

Praktisk info:
– Turen går til Hemsedal i Norge og varer fem dage med fire hele dage på ski/board.
– Prisen forventes at være ca. 3000,- hvis du har eget udstyr og 3300,- hvis du skal leje ski/støvler/board. Prisen er dog afhængig af, hvor mange vi er, valutakurser mv.
– Der er plads til 60 elever på turen. De 60, der kan komme med, er dem der først tilmelder sig ved at overføre et depositum på 1000,-. Man kan betale fra den 15/09, kl. 20.00 på safeticket.
– I bliver indkvarteret i hytter, hvor I selv står for madlavning. Vi anbefaler at handle hjemmefra.
– Turen er en idrætstur og derfor alkoholfri.
Det plejer at være en super god tur, hvor alle oplever at blive bedre skiløbere, får en masse gode oplevelser og hvor der opstår nye KG-venskaber på kryds og tværs af klasser.
Ved spørgsmål til turen kan du tage kontakt til Simon (sl@kg.dk) eller Jesper (jp@kg.dk)
Vh,
Idrætslærerne på KG
Deltagelse i skitur og fravær
For elever i skituren, der opfylder nedenstående krav, godskrives fravær i forbindelse med skituren.
Krav om lavt fravær for tilmelding til turen
Tilmelding til skituren er betinget af, at man har maksimalt 15% fysisk fravær ved udgangen af september (inden KG’s betaling af depositum til rejseselskabet). Hvis fraværet er højere end dette, tilbagebetales depositum og pladsen tildeles evt. en anden elev.
Krav om lavt fravær inden turens afholdelse
Hvis elevens fysiske fravær primo januar er over 15%, er deltagelse i skituren afhængig af aftale med læringsvejlederen om nedbringelse af fysisk fravær til under 15% i skoleåret OG overholdelse af denne.
Hvis der ikke laves en aftale om nedbringelse af fysisk fravær, nægtes deltagelse i turen og evt. indbetalte rater går tabt* **.
Hvis eleven ikke overholder aftale om nedbringelse af fraværet, annulleres godskrivningen af fraværet for skituren, og fraværet tæller dermed med i elevens fysiske fravær.
* Rejsen kan sælges til andre elever, der opfylder deltagelseskravene (herunder krav om lavt fravær).
**Hvis KG har færre udgifter end det indbetalte (f.eks. pga. refundering ifm. tvunget afbud), refunderes forskellen mellem det indbetalte og KG’s udgifter.