Drama
I drama kan du glæde dig til et kreativt fag, hvor du arbejder på en anden måde end i mange andre fag, og hvor du bliver en del af et stærkt fællesskab. I drama kan du også glæde dig til at udvikle dit mod og din evne til at stille dig op foran et publikum og optræde med overbevisning i både kropssprog og stemmeføring.
I drama arbejder vi med alle elementer af teatrets verden i både teori og praksis. Du lærer om forskellige iscenesættelsesteorier, skuespilteknikker og teaterhistorie og får mulighed for at afprøve det hele i praksis, når vi går på gulvet og arbejder med øvelser, impro og iscenesættelser af små og større forestillinger. Vi tager også ud af huset og ser teaterforestillinger på forskellige københavnske teatre. Året sluttes med iscenesættelse af en større forestilling – eksamensprojektet – som vises til skolens ‘Kreaaften’ og til eksamen. På KG er drama et valgfag, som du kan have på c-niveau med mulighed for at løfte det til b-niveau.