KØBENHAVNS ÅBNE GYMNASIUM      SJÆLØR BOULEVARD 133      36 46 33 50      kg@adm.kg.dk

Anne-Birgitte Rasmussens billede
Anne-Birgitte Rasmussen

 

07/02/2013 - 14:06

 

Om dannelsens væsen, at handle og reflektere

Kære studenter, kære hf’ere og stx’er

Først og fremmest til lykke! Hjertelig tillykke til jer alle sammen, til hver og en af jer. Og tillykke til jer forældre, familier og venner. Men også et stort tillykke til os alle, til København, ja til fremtiden. For det er godt for jer, at I har taget en studentereksamen eller en hf-eksamen, men det er også rigtig godt for vor fælles fremtid. I har gjort det fremragende, 217 studenter fra KG, I sidder der, lidt beklemte måske over at skulle forlade skolelivet, men I er klar til det! Om lidt får I et bevis på jeres indsats, et bevis som I kan være stolte af, men også et papir som vi alle sammen kan være glade for! For I har nu det bedste udgangspunkt for at hjælpe verden videre, for det vil være jer, der gennem jeres kommende uddannelse og arbejde, vil forme og danne den fremtid, vi alle bliver en del af.

Når børn flytter hjemmefra tænker forældrene, har vi nu gjort det godt nok? Kan de klare sig selv…Og på samme måde tænker vi: Har vi nu gjort det godt nok, på KG, har vi forberedt jer så godt, at I kan skabe jer et liv fyldt af udfordringer, sejre og små stød og samtidig så I kan forny og forbedre fremtiden? Har vi bidraget godt til jeres dannelse og jeres uddannelse, kan I tage hånd om jer selv og om fællesskabet?

På muren herude står med store bogstaver INNOVATION og REFLEKSION. Det har været og er KG’s bud på dannelsen, KG’s bud på de to dimensioner, der udspænder dannelsen.

Dannelse er en svær proces, hvor man udfordres og overskrider sin egen verden, og involverer sig med en større verden. Men det er ikke nok, man skal også erkende og opdage, at man ved at blive udfordret og ved at overskride egne grænser kan forholde sig på en ny måde til sig selv og sin omverden. Dannelsen består af en indre dannelse, den der gør jer til de mennesker I er, livsduelige, demokratiske, globalt orienterede, etiske og ja, netop – REFLEKTERENDE. Som Kirsten Klerke siger om refleksionen: At sætte spørgsmålstegn er fornuftens primære aktivitet. I det at reflektere, sætte spørgsmålstegn, tvivle, ligger der en kraft. En kraft der kan komme til udtryk gennem handling.

Den anden dimension er den udfarende dannelse eller professionsdannelsen, handlekompetencen, at I har dømmekraft, er selvstændige, tager ansvar, har lyst til at lære, er kreative, og  – INNOVATIVE.

INNOVATION OG REFLEKSION.

I bliver studenter i en udfordrende tid, 2013 er krisetid, Krisetid har været et tilbagevendende fænomen gennem tiderne, men altid noget, der med rette kan virke lammende og fylde en med afmagt.

Jeg læste for nylig i en avis et interview med en pige, der går i 2.g i Roskilde, Sidsel hedder hun, og hun siger i interviewet:

”Jeg havde overvejet at læse til journalist, men så hørte jeg, at der heller ikke var nogen job at få, så nu ved jeg ikke rigtig. Det er virkelig demotiverende”

”Hvad er du så bange for?”

”At jeg aldrig kommer til at kunne beslutte mig. At tvivlen fortsætter, og man sidder fast i den.”

”Hvad skulle der til, for at det blev nemmere for dig – for at du ville få det, som du gerne vil have det?” spørger journalisten:

”Jeg vil meget hellere bruge tiden på at forberede mig selv på, hvordan jeg kunne komme ud i samfundet og gøre noget. Hvordan jeg kunne ændre noget. Jeg føler, at undervisningssystemet er på én måde, og samfundet er på en helt anden, og ingen synes at ville lade de to tale sammen. Aller helst ville jeg lære at blive en aktiv medborger i samfundet”[1]

Når jeg så tænker på Tour de Future, Musical, elevcafeer, Globale Gymnasier, Innovationsforløb, så er det vel lige præcis det, vi har lært jer gennem alle de projekter I laver, at tage ansvar, at handle, at blive aktive medborgere i samfundet – stående solidt på et faglige fundament.

For 200 år siden, i 1813 var der også krise i Danmark, Danmark var i krig mod England, økonomien vaklede, og Danmark gik statsbankerot. I den ret svære krisetid fødtes en dreng København, han var den yngste af en stor børneflok på syv, Søren hed han, og han brugte sit relativt korte liv, til at reflektere mere end mange af os andre, men også til at handle gennem at skrive sindsygt mange bøger, breve, artikler og notater og sætte ord på den tvivl, der uanset hvor dannet man er, er en del af menneskets grundvilkår. Det er selvfølgelig Søren Kierkegaard det handler om, og han har stadig på 200 året for sin fødsel meget at sige jer og os alle sammen.

På muren derude kalder vi det refleksion og innovation, Kierkegaard brugte lidt andre ord, innovation var i hvert fald ikke en del af sproget dengang!

Men Søren Kierkegaard skriver i stedet om det endelige og det uendelige, om det nødvendige og det mulige. Og om det grundvilkår, altid at spørge om hvem er jeg, og forholde sig til at jeg altid kunne være noget andet, altid kunne gøre noget andet.

Det er nødvendigt, at I lever i balancen mellem det endelige på den ene side og det uendelige på den anden side. Hvis I fortaber jer i det endelige, så ser I verden som den er, med det blik på verden, at den kan vi ikke lave om på. Vores muligheder og handlerum er endeligt, vi er nødt til at gøre som vi gør. Det kan ikke være anderledes. Det vil begrænse jeres muligheder for at reflektere og handle.

Det uendelige på den anden side, der er alt muligt, det er ideernes verden, åndens verden, fantasiens verden, men også fantastens verden, hvor man helt kan tabe forbindelsen til virkeligheden, og slet ikke forholde sig til den verden man er en del af.

Hos Kierkegaard er det pointen, at man som menneske skal balancere mellem de to yderpunkter, og ikke fortvivlet fortabe sig i det endelige eller det uendelige, men netop balancere i det spænd, der er, og både reflektere og handle.

Det er jeres udfordring, at håndtere og forstå det uendelige og det endelige, også i lyset af de muligheder, den digitale verden giver os. For I kan nemt sidde fast i mulighedernes uendelighed – Helt bogstaveligt - I kan sidde fast i sofaen, med computeren, være på nettet med dens uendelige muligheder, men at sidde fast i sofaen med computeren kan være ekstremt endeligt. Nettet er jo netop endeligt, men synes uendeligt.

Og på den anden side kan det uendelige opstå i nuet, i et blik, i et ord, i et nærvær, hvor man fortaber sig og glemmer tid og sted.

Karl Ove Knausgård har skrevet et kæmpeværk om vores tid, og de udfordringer den giver os. Min kamp hedder bogværket.

Han skriver i bind 2 ”vi har vendt forholdet mellem mennesket og verden på hovedet: Hvor det før var mennesket der vandrede gennem verden, er det nu verden, der vandrer gennem mennesket”[2] Forstået helt konkret, i gamle dage rejste mennesket ud – vikingerne, opdagelsesrejsende, det tog månedsvis, ja år, at foretage en rejse - en dannelsesrejse, hvor man som menneske overskred sig selv. I dag kommer verden til jer i sofaen via internettet, men det overskridende er I nødt til at finde, der hvor computeren er lukket. For at være jer selv, må I trække stikket ud, ind imellem. Det er ikke underligt, at det er svært, af få hold på det endelige og det uendelige.

Eller som Nikolaj Vonsild skriver et sted: Ved den her hastighed, er der ingen, der er mig.

Ved den her hastighed, er der ingen, der er mig.

Jeg vil gerne fortælle en historie, om at det er et grundvilkår, at leve mellem det endelige og det uendelige, en historie I måske kender, Historien om Njord og Skade.

Vi er tilbage dengang aser og jætter regerede jorden. Guderne havde slået jætten Tjasse ihjel, og hans datter Skade dukkede op i fuld rustning og med våben i hånd klar til at hævne sin fader. Guderne tilbød at betale mandebod og give hende erstatning for sin fader. Et forlig blev indgået. Og Skade måtte vælge en af aserne som sin mand, men hun skulle vælge ham alene ud fra fødderne. Desuden skulle aserne lette hendes sorg ved igen at få hende til at le. Alle de mandlige Aser blev stillet op bag et tæppe, så hun kun kunne se deres ben. Hun fik da øje på et par pæne ben og sagde, at de måtte tilhøre Balder, om hvem der ikke var noget dårligt at sige. Men da hun havde valgt, viste det sig, at benene tilhørte Njord.

Forholdet mellem Njord og Skade var alt andet end lykkeligt. Skade ønskede at bo på sin fars gård Trymheim højt oppe i fjeldet, med himlen tæt på, men Njord ønskede at blive på sin gård Noatun helt nede ved havet og jorden. De aftalte da at bo skiftevis det ene og det andet sted. Nogle kilder siger, at de boede ni dage hvert sted, andre at det var ni vintre. Men Njord kunne ikke leve på toppen af fjeldet, her var kun himmel, udsyn og ildevarslende fugleskrig, han længtes efter havet, jorden og svanesangen. Men Skade havde det lige omvendt, og når hun skulle opholde sig i Noatun, sukkede hun over, at hun ikke kunne sove om natten for hun savnede himlen og udsynet.

Ifølge Ynglinge Saga11 holdt forholdet mellem Njord og Skade ikke. Her hedder det ret og slet, at Skade ikke ville bo hos Njord.

Skade der holder til på toppen af fjeldene tæt på himlen og Njord der trives ved havet. Det er imellem disse yderpunkter, udsynet og det jordbundne, at hvert menneske skal finde sig selv.

Mellem det endelige og det uendelige, og gennem at reflektere og at handle.

Knausgaard beskriver også det i Min Kamp:

”Mens jeg tænkte i den abstrakte virkelighed for at forstå den, tænkte jeg i den konkrete virkelighed for at håndtere den. I den abstrakte virkelighed kunne jeg lave mig et selv, et selv af meninger, i den konkrete virkelighed var jeg den jeg var, en krop, et blik, en stemme.”

I skal nu gå ud i livet, balancere mellem på den ene side tvivlen, eftertænksomheden og refleksionen og på den anden side være aktive, handle og tage ansvar. I skal kigge indad og samtidig holde udsyn. På den måde, vil I lykkes med at være jer selv og samtidig bringe det fællesskab som vi alle er en del af, videre, ud af krisen og ind i en ny fremtid. I skal overskride jer selv, i det virkelige møde med verden.

Meningen med livet er ikke givet, det er noget I aktivt danner i vekselvirkning mellem refleksion og handling og i mødet med andre.

Som Knausgaard skriver: ”mening er ikke noget vi får, men noget vi giver”

Både til os selv, men også til hinanden.

Et enkelt citat af Kierkegaard skal I have med, et citat, der understreger, at man skal reflektere og tvivle, men man skal også vide, hvornår man skal handle.

Lige til forklaring - Kierkegaard er jo en herre fra en anden tid.

Hvis I har deltaget i Musicals eller andet, kender I vendingen – det var mit stikord. Stikord, det er helt konkret et ord eller et tegn på, at man skal agere, at man er på!

Og Kierkegaard skriver:

“Det gjælder i Livet meget om at passe paa naar Eens Stikord kommer”

Lyt efter, mærk efter, hvornår I skal handle, hvornår jeres stikord kommer!

I er fantastiske individer, hver især, og det vil gå jer godt i livet, men især er I kraftfulde og smukke i de fællesskaber, I indgår i.

Jeg vil som vanlig slutte af med et digt af Inger Christensen, som indfanger både det særlige ved hver af jer, og samtidig betoner alt det I er og kan gøre tilsammen:

Sommerfugledalen

De stiger op, planetens sommerfugleSom farvestøv fra jordens varme krop,Zinnober, okker, guld og fosforgule,En sværm af kemisk grundstof løftet op.

Er dette vingeflimmer kun en stimeAf lyspartikler i et indbildt syn?Er det min barndoms drømte sommertimeSplintret som i tidsforskudte lyn?

Som blåfugl, admiral og sørgekåbeI farvens periodiske systemVed hjælp af blot den mindste nektardråbeKan løfte jorden op som diadem,

Gå ud i verden, og ha’ modet til at blive den I er, lad tvivlen råde, men husk at lytte efter, når jeres stikord kommer. Jeg ved I kan!

Held og lykke til hver eneste af jer i livet fremover,  - hermed dimitterer jeg jer som studenter fra Københavns åbne Gymnasium årgang 2013.

[1] Information, den 2/3 marts 2013

[2] Min kamp bind 2

 

michael kors handbags michael kors handbags clearance michael kors handbags on sale
michael kors handbags michael kors handbags clearance michael kors handbags on sale